Der høres frustrationer og beklagelser blandt sundhedsvæsenets arbejdere, og for nylig er der blevet opfordret til kollektiv opsigelse.[1]

Det sker efter Mette Frederiksen på nationalt tv har bedt sygeplejerske om at yde en ekstra indsats – igen. Regeringen varsler problematiske tider forude med stigende smittetal. Udtalelsen runger af at sygeplejerskernes indsats det sidste halvandet år ikke har været nok, eller at de ikke ved hvad det indebærer at arbejde i sundhedsvæsenet. Fra statsministeren lyder så at sygeplejerskerne skal forberedes på at yde en endnu større indsats. Sygeplejerskerne er dog dem som tættest på har oplevet det stigende pres fra Covid-19, med flere indlagte, udskudte behandlinger, længere arbejdstider, stressende arbejdsvilkår og kollegaer som er ved at brænde ud eller flygter fra faget.

Statsministeren tager sig ikke tid til at vise nogen interesse eller vilje for at imødekomme de problematikker som sygeplejersker står med, såsom urimelig løn og arbejdsforhold. Problematikker der gjorde at sygeplejersker i sommers så sig nødsaget til at strejke i ti uger, hvilket endte uden den rette løsning. Regeringen valgte under de ti uger ikke at blande sig i konflikten, og da de gjorde, blev løsningen at gennemtvinge det forslag som sygeplejerskerne i første omgang ikke accepterede og strejkede mod. De blev altså tvunget til at makke ret, undertrykke deres frustrationer og vende tilbage til en hverdag som de færreste af os kan forestille sig hvor hektisk må være. Sundhedsvæsenet har været den sektor hvor mest pres og forventninger er blevet pålagt som konsekvens af Covid-19. Disse mennesker har måtte arbejde helt tæt på faren, også da Corona var en ukendt størrelse.

Sidste år valgte Frankrigs parlament at lægge vægt bag deres hyldest til sundhedsvæsenet, og gav 60 milliarder i lønstigninger for at udtrykke taknemlighed. I Danmark fik sygeplejerskerne honninghjerter og bannere med skrift. Den kampagne brugte regeringen 780.00 kroner på.[2] Hjerterne gav personalet en følelse af, at dette var deres indsats værd, en irrelevant kage. Og nu står statsministeren på nationalt tv og svinger en usynlig pisk, og siger at hun forventer en ekstra indsats fra dem igen, stadig uden udsigt til bedre løn eller vilkår.

Den ironiske frustration kan ses i oprettelsen af poder; her oprettes et erhverv der får alt hvad sygeplejersker efterspørger; Poder oplever ikke stress fordi rigeligt er ansat, de har rigeligt af sikkerhedsudstyr, de kan vælge egne arbejdstider og endda høre festlig musik. Mest vigtigt, de får mere i løn end sygeplejersker! En ny-uddannet sygeplejerske tjener 156 i timen, mens en poder tjener 189.[3] Det vil svarer til at man betaler mere for en høreprøve, end for et høreapperat, altså om man har brug for hjælp frem for selve hjælpen. Sygeplejersker har brugt 3.5 år eller mere på at uddanne sig i et svært felt, hvor lidelse, bortgang og risiko for smitte er en del af arbejdslivet. Statsministeren må så have ment at folk der stikker vatpinde i næsen på folk skal aflønnes bedre. For vores samfund er det en velsignelse, at vi stadig har nok medarbejdere på sygehusene til at det ikke er kollapset.

Pandemien burde have vist hvor vigtig sundhedsvæsenet er, og at vi som samfund skal værdsætte det mere. Vi burde alle være frustreret over behandlingen af sygeplejerskerne, for en dag er det os selv som står og mangler hjælp, men hvor statsministerens nuværende håndtering har gjort at de ikke er der. Behandlingen af sygeplejerskerne underminerer i sådan en grad at de nuværende mennesker flygter fra et felt de ellers elsker, og fremtidens potentielle sygeplejersker bliver skræmt væk. Hvem bliver motiveret til varetage et job eller at uddanne sig til en sektor, hvor det forventes at man tager risikoer, løber stærkere og arbejder med de mest udsatte, og det så hverken afspejles økonomisk eller politisk?

Det kan være realistisk at sygehusene forventes at blive overbelastet i den kommende tid, men det skyldes ikke uvaccinerede, det skyldes at sektoren er bragt i knæ af en regering som ikke har ville vise rettidig omhu og give den nødvendige opmærksomhed. Frederiksen har intet nævneværdigt gjort for at motivere medarbejderne på sygehusene, eller sørget for at opmuntre til den næste generation af sygeplejersker. I Aftenshowet d.8/11 appellerer Frederiksen til at vi har et fælles ansvar om tage en vaccine, og siger at vi ikke kan komme igennem ”det her” uden vaccinen[4]. Det viser hendes virkelighedsforståelse. Det er vaccinen som gør arbejdet, ikke sygehusene og medarbejderne. Hun lægger så meget fokus på vaccinen, at man helt glemmer de sundhedsarbejdere der gør deres bedste for at folk bliver raske. Hun associerer til at vi kan komme igennem det uden sundhedspersonale, vaccinen gør arbejdet.

Hun gør ingen indsats for at belyse den ydelse sygeplejersker stadig gør for de mennesker som fx har bivirkninger af vaccination. Når snakken kommer til hendes provokation af sygeplejerskerne, bruger Frederiksen sin tid til at tale udenom, og ignorerer den kritik man prøver at give hende. Igen, hvordan gør hun den mindste indsats for at motivere de nuværende og fremtidens sygeplejersker, når hun ikke engang gider at tage stilling til deres kritik og spørgsmål? Hun giver en fornemmelse af at hun ikke tager personalet alvorligt. Værterne stiller nogle relevante spørgsmål, men aftens bedste spørgsmål kommer fra sygeplejersken Irfete Isani som spørger ”Hvad vil du gøre for at gøre en ekstra indsats, for at vi får bedre vilkår?” Hele omdrejningspunktet i denne sag og Frederiksens mulighed for at vise hendes interesse. Statsministeren vælger ikke at svare på spørgsmålet. Hun lægger skylden over på strukturen, altså tidligere ministreres fejl. Ikke det mindste vink om hvordan hun synes man kan gøre en forskel for sundhedsvæsenet.

Mange tiltag ville være mulige, lad mig her belyse bare et økonomisk tiltag der kunne være gjort. Under pandemien har regeringen brugt 2 milliarder om måneden på massetestning.[5] Rundt regnet, kunne regeringen betale landets omkring 72.000 sygeplejersker 27.000 mere i løn hver eneste måned i hele 2020 – som i stedet gik til massetestning, altså om vi har brug for hjælp i stedet for selve hjælpen. Ved at nøjes med at nævne dem i sine pressemøder og svinge en usynlig pisk, underminerer statsministeren sygehusene. Hun viser ingen empati for sygeplejerskerne, hun ved blot at det vil være politisk smart at nævne dem i sine pressemøder, så hun fremstår som hensynsfuld overfor dem.

Men denne gang så sygeplejerskerne igennem hendes politiske spil, for de kræver handling, ikke ord. Selvom jeg helst vil bevare min tillid til regeringen, kan jeg godt leve uden. Det samme kan jeg ikke sige om sundhedssektoren, hvor vores liv decideret kan være afhængigt af dem. Statsministeren belaster sygehusene, for hun jager drivkræften bag dem væk.

Denne artikel er blevet trykt i Jyllands Posten